Den torsdag Søren Peter
tog sit store spring

JydskeVestkysten
Torsdag den 12. november 2015
Af: Yvonn Tittel, yti@jv.dk

Selvstændig: Søren Peter Frøsig er far til to, husejer og gift – og havde forberedt sig, da der var fyringsrunde i sparekassen. Han blev ikke fyret, men valgte at springe selv.

Fyringsrunden ramte marketingafdelingen i Den Jyske Sparekasse tirsdag den 24. februar.

Søren Peter Frøsig havde arbejdet i afdelingen i seks år, og han var den ene af de to kolleger, ud af fem, der ikke fik en fyreseddel. Men om torsdagen mødte han op med sin egen opsigelse.

– Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene i den nye jobbeskrivelse, siger han.

Senere tilføjer han: – Hvor galt kan det gå, jeg kan jo altid blive gademusikant!

Den bemærkning er ikke helt ved siden af. Søren Peter Frøsig har spillet trompet siden drengeårene i Varde Garden, og han gør det fortsat ved 30-40 job årligt sammen med Jazz Buffetten.

Samtidig er det en bemærkning, han med lethed kan fyre af, for faktisk har han allerede nu realiseret den indtægt, han havde budgetteret med i løbet af hele det første år med sin enmands virksomhed “Creative Signature”. Og da virksomheden blev etableret 1. april, er det sket på kun syv måneder.

– Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig, siger Søren Peter Frøsig.

Derfor var han ikke helt uforberedt den uge i februar.

En del af sin sommerferie sidste år havde han brugt på samtaler med erhvervskonsulenten ved ProVarde. Han havde lavet en skitse til en forretningsplan, og han var tilmeldt det iværksætterkursus, der begyndte præcis på ugedagen efter fyringsrunden i sparekassen.

Han sagde op i gensidig forståelse. Så da han etablerede virksomhed en måned efter, blev Den Jyske Sparekasse derfor en af hans første kunder.

– Jeg var tilbage i hele mit gamle netværk og havde lavet en liste på 100 virksomheder. Den første fra den liste, jeg fik en opgave for, var Schantz Byg, siger Søren Peter Frøsig.

Helt nostalgisk. For Flemming Schantz var også en af hans første kunder, da han i begyndelsen af halvfemserne som frivillig bag Radio Charlie drog rundt og tegnede annoncer til radioen.

På tapetet på væggen i køkkenet har han malet et billede. Helt enkelt. En sort firkant, som to hvide streger snor sig igennem. To mennesker i profil, helt enkelt og hele hemmeligheden i hans nye virksomhed: At mennesker mødes og kontakt opstår.

– Det er det, marketing går ud på. Synlighed. Kontakter giver mere kontakt, siger Søren Peter Frøsig.

Hans far var selvstændig. Senere blev han lærer på handelsskolen i Varde, hvor Søren Peter Frøsig blev elev, med en drøm om at komme i banken.

Det kom han aldrig. I hvert fald ikke som bankmand. Han kom i lære i Silvan i Varde, og var fra den spæde start ham, der skaffede indtægter til Radio Charlie. Senere blev han ansat, da radioen blev købt af VestMedia, og så var Søren Peters vej ind i marketing banet.

– Jeg betragter mig som pendanten til cykelbogholder. Jeg er de små og mellemstore virksomheders partner som free-lance-marketingmedarbejder. Derfor sidder jeg også ude i virksomhederne og arbejder. Det er helt bevidst. Det er min profil, siger han.

FAKTA:

  • Creative Signature
  • Navnet er valgt, fordi det lyder godt
  • Søren Peter Frøsigs virksomhed skal kun rumme ham selv, og hans profil er at arbejde i de virksomheder, han laver opgaver for
  • Han betragter sig som partner, og som en del af sine kunders virksomheder
  • Har han behov for ekstra hænder, har han et netværk af andre freelancere, han trækker på
Læs artiklen i web-udgave
fra Jydske Vestkysten
Læs ariklen som pdf
fra Jydske Vestkysten
Image module
Send mig en besked

Jeg glæder mig til at høre fra dig

Navn

Telefonnummer

Emne

E-mail

Din besked